Baeredygtig skovdrift
Södra støtter den bæredygtige skovdrift
I det øjeblik du handler med os, bliver du helt automatisk en ansvarsfuld forbruger
Træ er en af klodens mest dyrebare råvarer. Udover at være et meget alsidigt materiale med uanet mange muligheder for anvendelse har træ den store fordel, at det gavner miljøet, når vi anvender det til byggeformål. Træ er nemlig C02-neutralt. Det gælder dog kun, hvis det træ vi fælder, bliver erstattet med nyt.
Genplantning er et af de vigtigste elementer og grundpiller i begrebet ”bæredygtig skovdrift” - et koncept vi hos Södra arbejder målrettet og bevidst på at støtte og efterkomme.
1,6 milliarder mennesker er afhængige af skovene
Södra vil gerne bidrage til, at der bliver passet godt på verdens skove. Det er ikke bare ud fra hensynet til CO2 men handler i høj grad også om, hvor vigtigt det er at værne om skovene, så fremtidige generationer kan få glæde af dem. Omtrent 1,6 milliarder mennesker på verdensplan er afhængig af skovene i større eller mindre omfang for at kunne brødføde sig selv, så der er god grund til at passe godt på vore skove.
Södra gør det let at være ansvarsfuld
Vi gør det let for dig at være en ansvarsfuld forbruger. Hver gang du køber et af Södras produkter, er du aktivt med til at støtte indsatsen for bæredygtig skovdrift og de mange fordele, der følger i kølvandet på omsorgsfuld pleje af skovene.
Du er blandt andet med til at:
- Modvirke klimaforandringer – ved at sikre skovenes fortsatte eksistens. Mængden af C02 (kuldioxid) styres af skovene, da kuldioxid optages og lagres i træ, jord og biomasse. Lagret CO2 frigives først, når træet brændes eller nedbrydes, og ved kontakt at sikre genplantning, holder vi kredsløbet intakt.
- Spare energi – fordi det kræver relativt mindre energi at høste og udvinde træ og træprodukter end andre ressourcer.
- Mindske spild – eftersom det er muligt at anvende hele træet. Trærester og biomasse kan brændes for at udvinde energi, træflis giver kompost og kan spredes på markerne, og endelig kan blade og fyrrenåle komposteres og anvendes til landbrugsformål og lignende.
- Sikre skovenes bio-diversitet – altså det komplicerede og sårbare samspil imellem planter, dyr, insekter, svampe og mikroorganismer. Dette er vigtigt for at sikre skovens mange naturlige processer som for eksempel bestøvning, frøspredning og nedbrydning.
- Værne om de socio-økonomiske forhold – Et tab af verdens skove vil true levestandarden og selve livsgrundlaget for de mange millioner af mennesker over hele kloden, som er afhængige af dem. Du kan være med til at holde disse mennesker beskæftiget. Dette gælder også hensynet til sikre arbejdsforhold og gode jobbetingelser i almindelighed.
PEFC og FSC® – mærkningsordninger for bæredygtighed
Vi forbrugere er vant til certificeringsordninger fra dagligdagen. ”Nøglehulsmærket” guider os hen til det sunde, fedtfattige pålæg, og ”Ø”-mærket viser vejen til økologiske produkter fremstillet efter sunde principper. På akkurat samme måde er PEFC og FSC® vigtige certificeringsmærkninger, som garanterer, at træet (eller de af træ fremstillede produkter) stammer fra miljørigtig, bæredygtig og ansvarsfuld skovdrift. Kig efter PEFC- og FSC®-certificerede produkter – så er du på den sikre side.
Hvad står PEFC og FSC® for?
PEFC (Programme for the Endorsement of Forest Certification)
PEFC blev stiftet i 1999 som et europæisk netværk imellem nationale systemer til certificering af bæredygtig skovdrift. Idag omfatter PEFC også certificeringssystemer i Asien, Afrika, Australien og Sydamerika.
FSC (Forest Stewardship Council ®)
FSC® er den eneste globale mærkningsordning til træ, der har bred opbakning fra grønne organisationer som WWF, Greenpeace og Verdens Skove, sociale organisationer som BAT-kartellet og fra virksomheder verden over.
Alle Södras produkter er FSC® eller PEFC-certificerede og giver dig på den måde garanti for, at du handler med respekt og omtanke. Miljømærket for ansvarligt skovbrug.
PEFC er verdens største certificerings-system
Med 251 millioner hektar certificeret skov globalt er PEFC verdens største certificeringssystem for bæredygtig skovdrift. Hundrede af tusinder af skovejere har valgt at lade deres skove certificere efter PEFCs bæredygtigheds-normer, og PEFC er dermed det foretrukne skovcertificeringssystem for mindre, ikke-industrielle, privatejede skove.
Sporbarhedscertificering - følg træet fra A til Z
PEFC kræver, at træet skal holdes adskilt hele vejen igennem produktionskæden, lige fra de certificerede skove igennem de forarbejdende led og frem til slutbrugeren. Alle, der forarbejder eller forhandler PEFC -certificeret træ, skal have et sporbarhedscertifikat. Det er den eneste måde, du som forbruger eller virksomhed kan opnå sikkerhed for, at træet stammer fra bæredygtig skovdrift.
Certificerede produkter koster ikke mere at købe
Der er naturligvis en række udgifter forbundet med at administrere PEFC og FSC® samt udbrede kendskabet til disse certificeringsordninger, men det er udgifter, som bliver afholdt af træindustrien. Som forbruger kommer du ikke til at mærke forskellen. Et PEFC- eller FSC®-certificeret produkt er ikke dyrere at købe end et ikke-certificeret produkt. Det koster dig hverken tid eller penge at bakke op om en god sag. Ved at vælge produkter fra Södra er du helt automatisk med til at sikre bæredygtige skove i hele verden. Jo flere, som bakker op om ordningen, desto hurtigere vil den slå igennem og gøre sig gældende.
Følg nedenstående link for at se vores PEFC- og FSC®-certifikater.
Hvad betyder "bæredygtig skovdrift"?
Som ordet antyder, betyder bæredygtigt, at noget er i stand til at holde sig intakt, trods faktorer, der truer med at ødelægge eller underminere det. På et tidspunkt satte en række europæiske ministre med ansvar for skov sig sammen og nedfældede ialt seks overodnede krav til, hvad man kræver af bæredygtig skovdrift.
- Skovressourcen skal bevares og forøges
- Skovens sundhed og vitalitet skal bevares og forøges
- Skovens produktion skal bevares og forbedres
- Skovens biodiversitet (dyrs og planters naturlige variation) skal bevares og forbedres
- Skovens beskyttelsesfunktion skal bevares og forbedres
- Skovens øvrige socio-økonomiske funktioner skal bevares – det vil sige alt lige fra indfødte folks rettigheder til sundheds- og sikkerhedsmæssige forhold til lokal beskæftigelse
Disse seks overordnede hensyn til koges ned til, at de tre elementer i bæredygtig skovdrift – miljøbeskyttelse, økonomisk udvikling og social udvikling – er indbyrdes afhængige og gensidigt forstærkende elementer.
Bæredygtige skove forbedrer miljøet
Et levende træ både optager og afgiver CO2. Så længe træet er i vækst, vil det optage mere CO2, end det afgiver. Et fuldt udvokset træ optager og afgiver lige meget – og er derfor CO2-neutralt. For hvert træ, der bliver fældet, vil kapaciteten for at optage og lagre CO2 være forringet, såfremt man ikke erstatter det fældede træ med et nyt. Det er netop genplantningen af træer, som er et af de vigtigste kendetegn ved bæredygtig skovdrift. Ved at sikre, at træer genplantes i takt med, at de fældes, opretholder man skovenes CO2-neutralitet.
Det er bedre at bruge skoven end at lade den passe sig selv
Forskere har påvist, at jo hurtigere skove vokser, desto mere CO2 optager de. Set ud fra et klimasynspunkt er det derfor bedre, at vi dyrker skovene og anvender træet, end hvis vi blot lader skovene stå og passe sig selv. Det forudsætter dog, at skovene bliver dyrket bæredygtigt, og at træproduktionen sker under hensyntagen til miljøet.
Skovene forsvinder – vi er nødt til at passe på dem
Her i vore del af verden er vi vant til at have skov omkring os. Vi anvender træet fra skovene, og vi anvender også skovene til rekreative formål som at cykle, løbe, ride eller vandre. Vores skove er ikke truet på samme måde som de er i andre dele af verden, hvor der sker rovdrift på træet – altsammen på grund af penge. Det kan være efterspørgsel efter eksotiske træsorter, eller det kan være rydning af skove til afgrødedyrkning og lignende.
Det anslås, at der hvert år forsvinder 13 millioner hektar skov på verdensplan som følge af skovødelæggelse og skovrydning. Det svarer til et areal, der er tre gange større end hele Danmark.
Södra støtter kampen mod korruption i træindustrien
Der foregår ulovlig handel og hvidvaskning af ulovligt tømmer med et anslået omfang på 10-30 procent af den globale træhandel. Denne kriminelle adfærd vil Södra gerne medvirke til at dæmme op igennem sin støtte af PEFC.
PEFC har i samarbejde med blandt andet Interpol iværksat et projekt, som hedder ”TREES” og skal forhindre kriminelle organisationer i at komme ind på det europæiske marked.